Ingen Dikkedarer BLOG

 

Ingen Dikkedarer designet af PetiteKnit er på kort tid blevet en klassiker i strikkeverdenen. Mange fine udgaver har set dagens lys. Hos Skabagtig har vi strikket den op i mange fine kombinationer, der alle kan noget særligt. Den første vi lavede, var i kombinationen Tynn Merino fra Sandnes og Kid Silk fra Mayflower. Vi har faktisk strikkekits i den kombination lige her. Denne kombination giver en rigtig lækker og dejlig varm sweater. Senere lavede vi luksusversionen i Hedgehog Sock sammen med en tynd mohair. Dette giver cirka samme struktur og tyngde, men farvespillet bliver naturligvis anderledes, da Hedhog Sock tilfører noget ballade til udtrykket med de fede speckles.  

Seneste skud på stammen - og den første jeg rent faktisk selv har strikket - er i Malabrigos håndfarvede merino i den helt tynde kvalitet, Lace - kombineret med en tynd mohair. Det giver et fantastisk lækkert resultat, der er superblødt og let - og hvor det håndfarvede garn tilfører et diskret farvespil. Denne version bliver knap så kompakt som de andre udgaver - og selve strikkeprocessen er super behagelig.

Jeg strikkede en størrelse medium. Jeg strikker løst, så min strikkefasthed passede ikke ret godt. Opskriften skriver 21 m/ 10 cm, og jeg havde 18 m/ 10 cm på pind 4. Men det var egentlig okay, for jeg gik efter et oversized look med en længde, der skulle dække rumpetten. 

Jeg fulgte opskriften med få ændringer:

  • Jeg strikkede alle ribkanter drejet ret, vrang - fordi jeg synes, det bliver så pænt. 
  • Jeg strikkede ekstra længde - 40 cm fra ærmegabet og tog ikke ind inden ribben.
  • Ærmerne strikkede jeg som opskriften, da ærmet målte 42 cm reducerede jeg maskeantallet til 44 m, inden jeg skiftede til pind 3 og rib. 

 

Hvis du vil strikke i samme kombi som mig - kan du se her, hvad du skal bruge:

Malabrigo Lace

XS (2) S (2) M (3) L (4) fed

Tynn Mohair eller  Kid Seta eller Super Kid Silk

XS (4) S (4) M (6) L (8) nøgler

 

HUSK opskrift! Køb den online hos PetiteKnit og få den tilsendt som PDF-fil med det samme.